Fra den 1. januar 2026 træder nye krav i kraft som følge af den opdaterede bogføringslov. Det betyder, at mange virksomheder og foreninger i Danmark fremover skal anvende et digitalt bogføringssystem, som er godkendt af Erhvervsstyrelsen. Men gælder det også for jeres forening?
Mange foreninger er undtaget
Langt de fleste frivillige foreninger vil ikke være omfattet af kravene. Det er nemlig kun foreninger med erhvervsmæssig omsætning på over 300.000 kr. i to på hinanden følgende regnskabsår, der bliver omfattet af de nye regler.
Det er vigtigt at bemærke, at almindelige kontingentindtægter ikke betragtes som erhvervsmæssig omsætning. Så hvis jeres forening udelukkende modtager medlemskontingenter og ikke driver for eksempel en café, kiosk, udlejning, salg eller lignende, er I som udgangspunkt ikke omfattet af lovens krav.
Hvornår er der tale om erhvervsmæssig aktivitet?
En forening anses for at have erhvervsmæssig aktivitet, hvis den eksempelvis:
- Udlejer lokaler eller ejendomme
- Sælger mad og drikke i en kiosk eller café
- Sælger merchandise, annoncer eller bøger
- Afholder kurser eller arrangementer mod betaling
Hvis jeres samlede erhvervsmæssige omsætning overstiger 300.000 kr. om året i to år i træk, vil foreningen blive omfattet af reglerne – og skal dermed leve op til kravene om digital bogføring fra 1. januar 2026.
goMember er nu godkendt digitalt bogføringssystem
goMember er nu officielt godkendt af Erhvervsstyrelsen som digitalt bogføringssystem. Det betyder, at foreninger, der bliver omfattet af de nye krav, trygt kan bruge goMember til at leve op til bogføringsloven.
Godkendelsen indebærer ikke kun, at systemet understøtter digital registrering og opbevaring af bilag. Det betyder også, at Erhvervsstyrelsen har vurderet systemets informationssikkerhed, herunder hvordan data behandles og beskyttes. Med andre ord: Jeres bogføringsdata opbevares ikke blot korrekt – de opbevares også sikkert.
Hvad bør I gøre?
- Vurder om jeres forening har eller får erhvervsmæssige aktiviteter, der kan overstige 300.000 kr. i omsætning.
- Hold øje med udviklingen, da Erhvervsstyrelsen løbende opdaterer vejledninger og krav.
- Overvej goMember, hvis I skal bruge et godkendt bogføringssystem – især hvis I allerede bruger systemet til medlemsadministration.
Mange foreninger er ikke omfattet af de nye krav – men for dem, der er, er det vigtigt at være i god tid. goMember er klar til at hjælpe jer trygt og sikkert gennem overgangen til digital bogføring.
Har du spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte os. Vi står klar til at vejlede dig og din forening.
Tilbage til oversigt



