Digital og telefonisk svindel er desværre blevet en del af hverdagen – også for frivillige foreninger. Det kan være mails, sms’er eller opkald, der ser troværdige ud, men som har ét mål: At lokke jer til at udlevere personlige oplysninger eller overføre penge.
I dette blogindlæg får I gode råd til, hvordan I som forening kan beskytte jer – både ifølge politiet og Digitaliseringsstyrelsen.
Hvad er problemet?
De fleste foreninger bruger digitale løsninger og har ofte én eller få personer, som står for økonomien. Det gør det nemt for svindlere at udnytte situationer, hvor en formand eller kasserer føler sig presset eller bliver narret til at handle hurtigt.
Det kan fx være:
- En falsk e-mail, der ser ud til at komme fra formanden.
- En sms med et link til en "opdatering" af jeres MitID.
- Et opkald fra nogen, der udgiver sig for at være fra banken.
5 gode råd fra politiet og Digitaliseringsstyrelsen
Her er fem helt konkrete ting, I kan gøre for at beskytte jer:
1. Drop høfligheden og læg på
Hvis nogen ringer uopfordret og beder om oplysninger eller penge, så smæk røret på. Politiet, banken eller offentlige myndigheder vil aldrig bede jer om at overføre penge eller oplyse MitID i telefonen.
(Kilde: Sydøstjyllands Politi – “Drop høfligheden og smæk røret på!”)
2. Udlever aldrig personlige oplysninger
Hverken via mail, sms, opkald eller sociale medier. Er du i tvivl, så kontakt den rigtige myndighed direkte.
3. Godkend kun handlinger med MitID, du selv har sat i gang
Får du en besked om, at du skal godkende noget, du ikke kender til – så lad være og kontakt MitID Support på 33 98 00 10.
4. Stop op – også når det haster
Svindlere forsøger ofte at skabe panik. Men du må aldrig handle hurtigt uden at være helt sikker. Gå hellere glip af en "frist", end at miste penge.
(Kilde: Digitaliseringsstyrelsen – “Ny pjece om digital sikkerhed”)
5. Brug sikre og troværdige hjemmesider
Tjek ukendte links og webshops på tjekpånettet.dk, og hold jer til velkendte platforme til fx medlemsstyring og betaling.
Hvad gør I, hvis uheldet er ude?
Hvis nogen i foreningen bliver udsat for svindel, så:
- Kontakt banken og tjek for mistænkelige transaktioner
- Spær MitID, hvis det er nødvendigt
- Ring til Cyberhotline for digital sikkerhed på 33 37 00 37
- Anmeld det til politiet på 114
Gør det til en vane
Det vigtigste er, at I taler om det. Tag det op i bestyrelsen, lav interne aftaler om godkendelse af betalinger, og vær altid to om større overførsler.
Med goMember får I en sikker platform til medlemsstyring og kommunikation – men det er stadig vigtigt at være vågne og passe på hinanden.
Vil du vide mere?
Læs hele pjecen fra politiet her (PDF)
Læs pjecen fra Digitaliseringsstyrelsen her (PDF)
Tilbage til oversigt